Hvad betyder din livsstil for din fertilitet? Rigtig mange kvinder tænker ikke så meget over hvordan en forkert livsstil kan nedsætte fertiliteten, og hvilken indflydelse livsstilen har på hele graviditeten, hvis du vil forsøge at undgå komplikationer i svangerskabet. Hvis du følger de 10 gode råd om graviditet og livsstil er du godt på vej.
Motion
Graviditeten stiller store krav til din krop. Hvis du er i god fysisk form vil du som regel blive mindre besværet af graviditeten, og du nedsætter risikoen for komplikationer. Du må gerne blive ved med at dyrke den motion du er vant til i begyndelsen af graviditeten, dog skal du undgå højintensiv motion og langvarig høj puls.
Det er for sent at begynde på at dyrke hård motion og at forbedre din kondition når du er gravid. Det øger risikoen for abort. Hård daglig motion nedsætter din fertilitet. Træn ½ til 1 time, 2-3 gange om ugen.
Vægt
Er du overvægtig eller undervægtig, nedsætter det din chance for at blive gravid. Dit BMI-tal skal ligge mellem 19 og 25. Det er værre at være undervægtig (BMI under 18,5) end let overvægtig (BMI mellem 25 og 30). Er dit BMI over 30, nedsætter det din chance for at blive gravid, det øger din risiko for abort, for svangerskabsforgiftning, blødning og graviditetsbetinget sukkersyge, og det øger også risikoen for komplikationer under fødslen. Jo højere dit BMI er, desto større er risikoen for komplikationer.
Kost
Hollandske undersøgelser har vist, at kosten har indflydelse på din fertilitet. Undgå for meget sukker, korte kulhydrater og læskedrikke, men sørg for at få monoumættede fedtsyrer. Spis mange fuldkornsprodukter, frisk frugt, nødder og grønsager hver dag, og spis gerne fed fisk 2 gange om ugen. Undgå for meget rødt kød, spis hellere fjerkræ.
I oversigtsartiklen “The periconceptional period, reproduction and long-term health of offspring: the importance of one-carbon metabolism” finder du mere information.
Vitaminer
Folsyre, B- og D-vitaminer er vigtige for dit stofskifte når du skal være gravid. En helt almindelig mulitivitamin tablet med 0.4 mg folsyre er tilstrækkelig. Du må gerne begynde 3 måneder inden du vil være gravid, så er kroppens depoter fyldt op. Om vinteren har de fleste behov for et D-vitamin tilskud. Mangel på D-vitamin nedsætter din fertilitet.
Alkohol
En dansk undersøgelse har vist, at et jævnt stort alkoholforbrug på 10 genstande om ugen nedsætter din fertilitet med 50%. Så længe du drikker under 5 genstande om ugen kan man ikke med sikkerhed påvise en forskel, selvom graviditetschancen synes at ligge lavere. Artiklen af Tina Kold Jensen et al. er let at læse “Does moderate alcohol consumption affect fertility? Follow up study among couples planning first pregnancy”. Alkohol er en cellegift. Derfor bør du ikke indtage alkohol under graviditeten.
Kaffe
Mere end 3 kopper kaffe eller sort the nedsætter din graviditetschance. Du må gerne drikke urtete.
Rygning
Tobak indeholder mange forskellige giftstoffer som optages i kroppen og kan skade fosteret. Børn af rygere vejer mindre ved fødslen. Det skyldes at moderkagen er dårligere udviklet og fosteret får færre næringsstoffer.
Medicin
Smertestillende lægemidler som f.eks. ipren og ibuprofen hæmmer din ægløsning. Har du brug for smertestillende tabletter er Paracetamol bedre. Brug så lidt medicin som muligt.
Tager du medicin som en læge har ordineret, bør du i god tid inden du er gravid have en snak med lægen om du også må tage medicinen under en graviditet. Måske skal du skifte til et andet præparat.
Fosterskadelige stoffer
Undgå kontakt med giftstoffer, hormonforstyrrende stoffer, organiske opløsningsmidler og radioaktive stoffer. Undersøg dit arbejdsmiljø før du bliver gravid. Mange kosmetik- og hårfarveprodukter har også hormonforstyrrende effekter som skader fosteret, især under de første 4 måneder af graviditeten. Derfor bør du undgå disse stoffer allerede når du planlægger at blive gravid.