Som fertilitetslæge bliver jeg meget ofte spurgt af mine patienter, om de må tage medicin som en anden læge har skrevet ud til dem.

Det spørgsmål er rigtig svært at svare på. For det første kender jeg ikke nødvendigvis baggrunden for, hvorfor recepten er blevet lavet. For det andet er det ofte medicin vedrørende sygdomme, som ikke har noget at gøre med mit specialistområde. Derfor er det altid den læge som udsteder recepten som skal vurdere, om medicinen må tages under en graviditet.

Generelt er mit råd, at gravide kvinder ikke bør tage medicin, medmindre den er vigtig for hendes helbred. Det er den læge som udsteder recepten, som bedst kan vurdere, hvilke fordele og ulemper der kan være ved at tage medicinen under graviditeten. Har du en kronisk sygdom, er det en god ide allerede at tale med din læge om din faste medicin inden du bliver gravid. Det kan være, at du skal skifte over til et andet præparat, som man har mere erfaring med under graviditeten. Er din sygdom ikke optimalt behandlet når du bliver gravid, kan det måske have indflydelse på forløbet af din graviditet.

Kvinder med alvorlige sygdomme som for eksempel astma, infektioner, diabetes eller epilepsi har brug for deres medicin under graviditeten.

”Rationel Farmakoterapi” under Sundhedsstyrelsen kom i august 2019 med følgende anbefalinger (1):

Antibiotika
Penicillinerne er de bedst undersøgte lægemidler mod infektion hos gravide og kan anvendes under hele graviditeten. Såfremt du er allergisk overfor penicillin, findes der andre præparater som kan bruges som alternativ.

Smertestillende medicin
Paracetamol (panodil, pinex) anses for at være sikker gennem hele graviditeten.

Ibuprofen kan anvendes mellem uge 13 og 24, men tal først med din læge herom. Ved brug før uge 13 kan Ibuprofen muligvis øge risikoen for abort og hjertemisdannelser hos fosteret. Ibuprofen må ikke anvendes efter uge 24.

Stofskifte medicin
Hvis du har for lavt stofskifte, har du brug for et tilskud af levothyroxin, da din skjoldbruskkirtel ikke kan følge med det øgede behov for stofskifte hormon under graviditeten. Man mener ikke, at indtagelse af stofskifte hormon medfører en risiko for fosteret. Derimod kan et for lavt stofskifte øge risikoen for abort, hvis det ikke bliver behandlet.

Behandling mod depression
Cirka 2% af alle gravide kvinder er i behandling med sertralin eller citalopram under graviditeten. Det er disse to præparater som er førstevalg til gravide kvinder. Det er altid en afvejning, hvor alvorlig din depression er, og det er en god ide at diskutere dette med speciallæge i psykiatri inden du bliver gravid. Det er ikke helt afklaret, om medicinen kan have en effekt på barnet på længere sigt.

Svampemidler
Gravide kvinder får oftere problemer med svampeinfektioner end ikke-gravide kvinder. Du skal lade din egen læge vurdere om det er en svampeinfektion inden du begynder på medicin. Man anbefaler generelt lokalbehandling med Canesten, som kan købes i håndkøb, hvorimod tabletbehandling med Fluconazol muligvis øger risikoen for spontan abort og hjertemisdannelser hos fosteret.

Allergimidler
Ofte kan man behandle allergiske gener med antihistaminer som for eksempel cetirizin eller loratidin, som kan fås i håndkøb, hvorimod næsedråber, som skal få slimhinden til at falde, generelt frarådes. Næsedråber med Xylometazolin (Otrivin, Zymelin, Klarigen) kan om nødvendigt anvendes, men i maximalt 10 dage. Grunden til, at man er tilbageholdende med næsedråberne er, at de får blodkar til at trække sig sammen. Det er uvist, om det kan have en indflydelse på fosteret.

Midler mod sure opstød
En del kvinder får problemer med sure opstød sidst i graviditeten. Lokalt virkende syreneutraliserende stoffer som for eksempel Alminox kan benyttes under graviditeten. Hvis det ikke er nok, kan din læge hjælpe dig med en recept på omeprazol, hvor man ikke har påvist øget hyppighed af fosterskader.

Midler mod forstoppelse
Mange gravide har problemer med en træg mave og forstoppelse. Det skyldes ændringer i hormonsystemet under graviditeten. I første omgang skal man spise en kost med mange kostfibre og sørge for at drikke mindst 2 liter væske dagligt. Motion, hvedeklid og specialfibre kan hjælpe på mange problemer.

Hvis dette ikke er nok, kan man forsøge sig med laktulose-saft og movicol. Ellers tal med din egen læge om problemerne.

Midler mod hæmorider
Du kan bruge lokaltvirkende hæmoridemidler som Proctosedyl, Ultraproct eller Doloproct, men de er receptpligtige.

Alvorlig graviditetskvalme
Spis mange små måltider. Du skal kontakte din egen læge hvis din kvalme er meget slem fortsætter.

Hvor kan du selv søge hjælp?
I Region Hovedstaden kan du kontakte TrygMor på telefon 3863 6363 mandag + torsdag fra kl. 9-12.

Hvis du vil læse mere: (1) Rationel Farmakoterapi, nr. 6, August 2019. E-mail: irf@sst.dk

Generelt er mit råd, at gravide kvinder ikke bør tage medicin, medmindre den er vigtig for hendes helbred

Comments

comments