Din livsstil påvirker din sædkvalitet
Nedsat sædkvalitet er et hyppigt problem hos par i fertilitetsbehandling. Nogen ting kan man gøre noget ved, andre faktorer kan være genetisk eller aldersbetingede, og derfor ikke muligt at forbedre. Der er dog mange livsstils faktorer som kan nedsætte sædkvaliteten yderligere. Hvis du er opmærksom på disse faktorer kan du opnå en målelig forbedring af sædkvaliteten.
Har du set forskellen på en normal sædprøve og en sædprøve med svært nedsat sædkvalitet? Du finder også flere informationer om hvordan man foretager en sædvurdering.
Planlægger I et barn, kan det være en god ide at give din livsstil et eftersyn inden I går i gang. Da sædceller er 3 måneder om at modnes i testiklen, vil den fulde effekt af en livsstilsændring først komme efter mindst 3 måneder.
Alder og sædkvalitet
Det er ikke kun kvinders fertilitet som falder med alderen, det gælder også for mænd. Dog ikke i lige så udtalt grad som for kvinder. Mænds testosteronniveau falder fra 35 års alderen. Det nedsætter antallet af sædceller i en sædprøve, og der kommer flere unormale sædceller. Efter 40 års alderen er der flere sædceller med DNA fejl, sædcellerne har dårligere bevægelighed og nedsat overlevelse. Mænd over 40 år er også længere tid om at gøre deres partner gravid.
Kost og sædkvalitet
En sund og varieret kost bidrager til din sundhed. Men nogle vitaminer og fødevarer har støre indflydelse på din sædkvalitet end andre. Din kost bør være rig på kulhydrater, fibre, folsyre, lycopene og vitamin C, og indeholde masser af frugt og grøntsager, hvorimod den ikke skal indeholde for meget protein og fedt.
Antioxidanter
Hvis du følger ovenstående kostråd, vil din kost indeholde mange antioxidanter, som fjerner frie radikaler. Undersøgelser har vist, at frie radikaler påvirker sædcellernes bevægelighed og kan påvirke DNA kvaliteten. Vitamin C, E og A virker som antioxidanter, og mange forskellige studier, heriblandt et Cochrane Review, har vist deres gavnlige effekt på sædkvaliteten, og på graviditets- og fødselsraten hos mænd med nedsat sædkvalitet.
Vægt
Overvægt (BMI over 30) nedsætter mænds fertilitet sammenlignet med normalvægtige mænd. Svært overvægtige mænd har 3 gange større risiko for at have nedsat sædkvalitet og DNA skader i sædcellerne end normalvægtige mænd
Undervægtige mænd har også en øget risiko for nedsat sædkvalitet.
Motion og sædkvalitet
Motion er godt for sædkvaliteten, men kun i moderate doser. En spansk undersøgelse af Vaamonde et al i 2009 har vist, at almindelige motioner som blot motionerede 1 time 3 gange ugentlig havde signifikant bedre sædkvalitet en både halvprofessionelle vandpolospillere og professionelle Ironman triatleter. Sædkoncentrationen faldt i takt med træningsintensiteten. Kun motionisterne havde et normalt antal normale sædceller (15%), hvorimod både vandpolospillerne (9.7%) og især triatleterne havde et svært nedsat antal normale sædceller (4.7%). Andre studier har også vist nedsat sædkvalitet hos marathonløbere og cykelryttere.
Rygning og sædkvalitet
Rygning nedsætter mænds evne til at få børn sammenlignet med ikke-rygere. Rygere har nedsat sædkoncentration, nedsat bevægelighed og et nedsat antal normale sædceller sammenlignet med ikke-rygere. Andre undersøgelser viser også at sædceller fra rygere har nedsat befrugtningsevne. Sædceller fra rygere har også nedsat DNA kvalitet og tegn på flere frie radikaler i sædvæsken. Der findes også studier som viser at rygning påvirker mandens hormonspejl. Rygere har nedsat testosteronindhold i blodet og højere FSH og LH værdier.
Alkohol
Alkohol har også indflydelse på sædkvaliteten, selvom det ikke er så tydeligt som hos kvinder. Alkohol påvirker sædprøvens volumen og antallet af normale sædceller. De fleste alkoholikere har et svært nedsat antal normale sædceller, men også det totale antal og bevægeligheden er nedsat.
Der er endnu flere livsstils faktorer som har indflydelse på sædkvaliteten. Dem kommer jeg ind på om 2 uger.